Svenskerne fejrer fornavnet Jensen i dag

Jensen Ackles Supernatural

Jensen Ackles har stor succes som en af hovedpersonerne i tv-serien Supernatural. Foto: Depositphotos.com.

26 svenske mænd og 14 kvinder har fornavnet Jensen. Det fremgår af den navnedatabase, som man kan finde hos SCB, det svenske svar på Danmarks Statistik.

I Sverige er der tradition for, at alle fornavne har deres egen dag. Det gælder også Jensen. Alle med det fornavn kan i dag, 15. juni, forvente at blive fejret. I hvert fald mener sitet Svenska Namn, at Jensen har navnedag i dag.

Navnedagene opstod oprindeligt, fordi svenskerne ønskede at mindes bestemte helgener og martyrer. Senere er dagene blevet en anledning til at fejre svenskere med ”dagens navn”, og 15. juni har traditioneltværet Margot eller Margits dag.

Som i Danmark er man i Sverige blevet mere fantasifulde, når det gælder navne. Samtidig har indvandringen bragt navne til Sverige, som ingen tænkte på, da der skulle deles navnedage ud.

Det ønsker Svenska Namn at rette op på. Under mottoet ”Alla i Sverige har rätt till en namnsdag” har de drysset samtlige fornavne, der bliver brugt i Sverige, ud over kalenderen. Resultatet er, at 15. juni ud over Margot og Margit nu – ifølge Svenska Namn – er navnedag for 1.000 andre fornavne – herunder Jensen.

Svenska Namn er et privat site, som bliver drevet af mediet alltforforaldrar.se.

Fornavnet Jensen populært i USA

I Danmark er Jensen et efternavn, og man kan ikke give det til sit ban som fornavn. Det er anderledes i Sverige, og i USA er antallet af børn, der får fornavnet Jensen, vokset markant de seneste år.

I 2014 fik 783 amerikanske drengebørn navnet, hvilket gav en plads som 395 på listen over mest de brugte fornavne til nyfødte. I 2008 lå Jensen kun på plads nummer 997.

En populær skuespiller kan være en del af forklaringen på fornavnet Jensens stigende popularitet i USA. Jensen Ackles er en af hovedpersonerne i tv-serien Supernatural. Siden starten i 2005 er næsten 250 afsnit af serien blevet vist. Serien handler om to brødre, som ”jager” overnaturlige væsner, som monstre, dæmoner og guder, der strejfer rundt på jorden.

Jensen Ackles og Jared Padelcki spiller brødrene Dean og Sam Winchester og har fået en stor fanskare.

Jensen kan blive dansk fornavn

Navneforskeren Birgit Eggert fra Nordisk Forskningsinstitut ved Københavns Universitet mener, der er en vis sandsynlighed for, at danske forældre også på et tidspunkt kan få love til at kalde deres børn Jensen til fornavn.

”At finde et efternavn er som udgangspunkt er det dårligste, man kan gøre, hvis man gerne vil have et fornavn godkendt. Men hvis det er et navn, der er brugt i nogen betydelig udstrækning – hvis man for eksempel kan finde nogle hundrede, der bruger det som fornavn i USA, så har man gode odds. Jeg er ikke sikker på, at  myndighederne kan blive ved med at afvise det i Danmark, ” siger Birgit Eggert.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: