7. april 2021

Danmark glemte sin første olympiske vinder

Det danske hold til De Olympiske Lege i Athen 1896
Fra venstre: Eugen Schmidt, Holger Nielsen og Viggo Jensen

Sammen med to kammerater rejste Viggo Jensen i 1896 til De Olympiske Lege i Athen og vandt vægtløftningskonkurrencen efter en dramatisk dyst mod briten Launceston Elliot. I dag har Danmark glemt sin første, olympiske mester

Kun to deltagere stod tilbage i den olympiske vægtløftningskonkurrence med to hænder: Viggo Jensen fra Danmark, og briten Launceston Elliot. Mændene mindede på mange måder om hinanden: Muskuløse, med moderigtige 1890’er-overskæg og begge født i samme måned – juni 1874. Elliot var 13 dage ældre end Jensen, og ifølge beskrivelserne nogle centimeter højere.

Briten trådte først ind i en den sanddækkede cirkel og greb fat om den 110 kilo tunge vægtstang. Han løftede stangen til skulderhøjde, tog en dyb indånding og stødte den med en let vaklen på den ene fod op i strakte arme.

Så var det Jensens tur. Resolut gik den 21-årige dansker hen til kuglestangen, tog fat om den og løftede den mod den blå, græske forårshimmel uden at flytte på fødderne. Med sit perfekt udførte forsøg sikrede Viggo Jensen reelt den første guldmedalje til Danmark ved de moderne olympiske lege, men inden han kunne modtage hæderen ventede et drama med nationalistiske undertoner, hvor en prins til sidst besluttede, hvor mesterskabet skulle stå.

Det olympiske stadion i Athen. Som det er sket mange gange siden voksede udgifterne til et OL langt ud over budgettet, og stadion blev kun bygget færdig, fordi en græsk-amerikansk rigmand gik ind som sponsor

Privat OL-initiativ

Allerede fra 776 f. kr. blev der i antikkens Grækenland afholdt olympiske lege, hvor atleter dystede i en række forskellige discipliner. Traditionen sluttede i 393 e. kr., da den romerske kejser Theodosius forbød legene. Omkring 1500 år senere besluttede den fransk baron Pierre de Coubertin at genoplive dem og på en kongres i Paris i juni 1894 opstod den moderne olympiske bevægelse. Kongressen besluttede, at De Olympiske Lege skulle genopstå i Athen i foråret 1896.

Idrætten var i slutningen af 1800-tallet stadig forholdsvis uorganiseret, for eksempel blev Danmarks Idrætsforbund først dannet i februar 1896. Hvilke idrætsmænd – og det var kun mænd – der endte med at rejse til Athen og deltage, blev i høj grad afgjort af tilfældigheder.

Holger Nielsen, som senere udviklede det moderne håndboldspil, hørte i sommeren 1895 om de kommende lege i Athen. Han var en kendt mand i københavnske idrætskredse, og han forslog sin rokammerat Eugen Schmidt, at de sammen skulle prøve at skaffe penge til at sende et hold deltagere til Grækenland. Eugen Schmidt rystede på hovedet: Hvordan skulle to unge idrætsmænd være i stand til at skaffe et beløb i den størrelsesorden, der skulle til? Men Holger Nielsen gav ikke op.

”Med en vis frejdighed indfandt jeg mig dagen efter i Magasin du Nord og bad om foretræde for direktørerne, ” fortalte Holger Nielsen senere i en erindringsartikel.

I starten mødte stormagasinets ledelse hans ide med stor skepsis, men efterhånden tændte Holger Nielsens begejstrede ord den olympiske flamme i dem, og han gik derfra med 250 kroner. Succesen vakte Eugen Schmidts tro på projektet og sammen med nogle af deres kammerater, begyndte de at opsøge andre virksomheder og velhavere.

”På den måde lykkedes det at få samlet 1.200 kroner, og for dette mægtige beløb var det først tanken at sende et rohold og nogle atletikfolk af sted, ” skrev Holger Nielsen.

En mere nøgtern beregning endte dog med det facit, at det første danske, olympiske hold højst kunne komme til at bestå af tre mand, men hvem skulle de være? Sikkert på grund af deres rolle i indsamlingen fik Holger Nielsen og Eugen Schmidt plads på holdet, mens den tredje udvalgte blev en idrætsmand med mange talenter.

Viggo Jensen var som de to andre aktiv roer, men han dyrkede også atletik, gymnastik, skydning og vægtløftning. Desuden var han den yngste af de tre deltagere, og den der var i bedst form. Derfor blev det Viggo Jensen, der skulle satses på i konkurrencerne, mens Holger Nielsen og Eugen Schmidt først og fremmest tog til Athen for at samle viden og skabe kontakter til andre landes spirende idrætsbevægelser.

Efter en togtur ned gennem Europa sejlede de tre rejsefæller fra Italien til havnebyen Patras vest for Athen. Her mødte de for første gang nogle af de andre deltagere i legene. Holger Nielsen beskriver, hvordan de amerikanske sportsfolk på turen ind mod Athen morede sig med at ”glemme” at komme med toget, og derefter løb det op og sprang på i farten. Amerikanerne havde noget at have deres kækhed i. Som så mange gange senere, endte USA som den nation, der hentede fleste guldmedaljer i Athen.

Dansk dommerforbindelse

De første olympiske lege i moderne tid begyndte 2. påskedag, 6. april 1896. Allerede på førstedagen deltog Viggo Jensen – uden den store succes i diskoskast. Samtidig kunne han på stadion følge en jævnaldre brite, Launceston Elliot, som i 100 meterløbet heller ikke havde heldet med sig, men blev slået ud i det indledende heat.

Næste dag stod de to over for hinanden i Jensens favoritdisciplin: Vægtløftning.

Ti atleter deltog i konkurrencen, der fandt sted i en sanddækket cirkel midt på det olympiske stadion, og de skulle løfte vægte var af den type, vi i dag bedst kender fra tegneserier: Jernstænger med kugler for enderne. En efter en faldt deltagerne fra, og kun Viggo Jensen og Launceston Elliot var i stand til at løfte stangen på 110 kilo.

En dommerkomité overvågede konkurrencen, og selvom både danskeren og briten begge løftede stangen på 110 kilo, var komitéens formand, Prins Georg af Grækenland, klar til at kåre den olympiske mester: Viggo Jensen fra Danmark, som havde løftet vægten helt perfekt, mens Elliot havde vaklet en smule.

Selv med mere end 100 års afstand kan man ikke gøre sig fri af den tanke, at prins Georg ikke var helt neutral i sin kendelse. Hans farfar var den danske Kong Christian den 9., og hans far blev født som prins Vilhelm af Danmark. Stærke bånd knyttede fortsat familien til Danmark. Prins Georg og hans brødre havde blandt andet hentet inspiration til den olympiske cykelbane under et besøg hos farfar i København.

Den stærke, danske forbindelse fremgår også af Holger Nielsens beskrivelse af et taffel, som den græske konge holdt for idrætsmændene i forbindelse med De Olympiske Lege. Under middagen slog orkesteret an til ouverturen til Elverhøj, og da musikerne satte i med ”Kong Christian”, rejste den græske kongefamilie og de danske gæster sig.

”De andre idrætsfolk forstod, at det var den danske nationalsang, sprang op på stolene, og på alle mulige sprog lod de hyldestråbene lyde mod Kong Georg. ”

Viggo Jensens rival, Launceston Elliot, kendt som “smukke Elliot”

Britisk støtte til landsmand

Launceston Elliot havde også en støtte i dommerkomitéen. Landsmanden Lawrence Levy rejste til Athen som del af det britiske hold netop for at deltage i vægtløftning med to hænder, men inden konkurrencen gik i gang, opstod der uenighed om, hvordan den skulle gennemføres. I den helt spæde, organiserede idrætsverden var reglerne i mange sportsgrene endnu ikke lagt endeligt fast. Det gjaldt også vægtløftning, hvor nogle medlemmer af dommerkomitéen mente, at løftene skulle gennemføres med én kuglestang, mens andre talte for, at vægtløfterne skulle løfte en håndvægt i hver hånd. Fortalerne for kuglestangen vandt, og det fik Lawrence Levy til at trække sig fra konkurrencen.

Prins Georg inviterede i stedet Levy til at tage plads blandt dommerne, og da prinsen udpegede Viggo Jensen som vinder på grund af stilen, protesterede briten ophidset. Lawrence Levy mente, at når de begge havde løftet samme vægt, skulle de have mulighed for at løfte en endnu tungere stang, hvilket også ville være i overensstemmelse med ”alle kendte vægtløftningsreglementer”.

Måske lod Prins Georg sig overbevise af englænderens argumenter, måske var han bange for ikke at blive opfattet som en uvildig opmand.  I hvert fald ændrede han sin beslutning om at give sejren til Viggo Jensen. Konkurrencen skulle fortsætte.

Dommerne afgjorde konkurrencen

Der var kun et problem: Kuglestangen på 110 kilo var den tungeste på stadion, men Lawrence Levy insisterede:  Vægten måtte forøges, så konkurrencen kunne afgøres af, hvem der løftede mest og ikke af stilkarakterer. Det lykkedes at skrue nogle jernskiver på det stykke af stangen, som stak uden for kuglerne. Vægten kom op på 111,5 kilo, som Jensen og Elliot begge løftede, men med synligt besvær. Lawrence Levy protesterede igen. Nu påstod han, at danskeren ikke havde løftet efter reglerne, men det afviste den øvrige dommerkomité.

Konkurrencen stod stadig helt lige, og officials fik skruet yderligere skiver på, så stangen vejede 112,5 kilo. Launceston Elliot tog først fat i den, løftede, kæmpede – og måtte give op. Kunne Viggo Jensen nu finde de sidste kraftreserver og løfte de 112.5 kilo, ville konkurrencen være afgjort en gang for alle. Han tog en dyb indånding, greb om stangen og løftede, men inden stangen var oppe, gik han i stå. En let trækning af smerte gik over hans ansigt, han havde skadet sin ene skulder og måtte lægge stangen på sandet. Skulderskaden kom han til at døje med i de følgende år.

De to mænd havde nu begge løftet 110 kilo, med besvær klarede de også 111,5 kilo, og de gav begge op, da vægten blev forøget med yderligere et kilo. Så var det op til dommerkomitéen at afgøre konkurrencen. Med al sin royale pondus stod Prins Georg nu fast på sin oprindelige beslutning. På grund af det elegante og korrekt udførte løft på 110 kilo var vinderen: Viggo Jensen fra Danmark.

”Uden at tænke over, hvad vi gjorde, sprang Eugen Schmidt og jeg ind på arenaen og gav os til at råbe hurra til stor moro for de mange tusind tilskuere, indtil kongen rejste sig og svingede med sin hue, så rejste hele forsamlingen sig også – det var en af kongens landsmænd, der havde sejret, og zito-råbene gjaldede ned over stadion, ” skrev Holger Nielsen mange år senere om sekunderne efter Viggo Jensen havde fået tilkendt sejren.

Dagbladet Dannebrog havde forfatteren Holger Rosenberg til stede på stadion som reporter. Også han beskrev afgørelsen på konkurrencen:

”Dannebrog flyver op, vi danske råber Hurra af alle livsens kræfter, grækerne er ellevilde af glæde. Lykønskningerne vælter ind over den stærke dansker. Alle nationers repræsentanter: Franskmænd og englændere, tyskere og først og fremmest svenske trykker vore hænder. ”

Jubelscenerne sluttede hurtigt, man skulle videre i det olympiske program. Dommerne tilbød at holde pause inden næste disciplin: Vægtløftning med én hånd, men det afviste Launceston Elliot. Til gengæld bad han om, at han denne gang få fordel af at løfte efter Viggo Jensen. Oven på den foregående langtrukne og dramatiske konkurrence, blev det et antiklimaks. Igen var Jensen og Elliot de to de sidste, der var tilbage i ringen, men på grund af den skadede skulder, kunne danskeren kun klare 57 kilo, mens Elliot løftede 71 kilo og blev Storbritanniens første vinder af en olympisk konkurrence.

Ombejlede atleter

Briten havde tilnavnet ”smukke Elliot”, og under De Olympiske Lege fik han angiveligt et tilbud om ægteskab fra en ”højtplaceret græsk kvinde”. Også på det punkt kunne Viggo Jensen til en vis grad hamle op med sin modstander, i hvert fald hvis man skal tro Dagbladet Dannebrog.

”Viggo Jensen var hele dagen genstand for stor opmærksomhed. Og mangen smuk lille grækerinde var det, der kastede milde blikke til den stærke dansker, da man om aftenen var ude for at se Akropolis illumineret, ” skrev Holger Rosenberg hjem til læserne i Danmark.

De Olympiske Lege prægede den græske hovedstad, som kongelige, adelige og velhavere fra Europa var rejst til for at være med i festen. Lys i forskellige farver oplyste de historiske bygninger, fakkeltog gik gennem gaderne, og hver dag var der middage, receptioner og tafler rundt om i byen. Ved det illuminerede kongepalads fik Prins Georg øje på sin meddommer Lawrence Levy, som han hilste på med ordene: ”Er De faldet til ro nu, Mr. Levy? ”

Idrætsmændene gik tidligt hjem i seng. Mange af dem stillede op i flere discipliner og skulle i konkurrence igen allerede næste dag.

De tre mest alsidige atleter deltog i fire forskellige idrætsgrene. Det var tyskeren Carl Schumann, Launceston Elliot og Viggo Jensen, der foruden vægtløftning også var med i atletik (diskoskast og kuglestød), gymnastik (rebklatring) og tre forskellige skydediscipliner, hvor han hentede en tredjeplads i 300 meter riffelskydning.

I den olympiske historie er Viggo Jensen noteret for, at han vandt en guld-, en sølv- og en bronzemedalje i Athen, men reelt var det først ved legene i 1904 i St. Louis, at medaljerne i forskellige metaller blev indført. I Athen modtog vinderne af de i alt 43 konkurrencer en sølvmedalje, et diplom og en olivengren, mens nummer to fik en bronzemedalje og en laurbærkrans, og nummer tre blev nævnt for sin placering.

Hjemrejse på tomme maver

Også Holger Nielsen blev hædret for en andenplads i pistolskydning, samt to tredjepladser. Samlet var det danske hold godt tilfredse med indsatsen i Athen, men da legene sluttede 15. april, var pengene ved at slippe op, selvom Viggo Jensen undervejs havde telegraferet til sin far og fået ham til at sende økonomisk forstærkning.

”Heldigvis havde vi returbilletter, men da vi på tilbagerejsen nåede Venedig, ejede vi ikke en lire eller mønt af nogen art. I to døgn fik vi ikke mad, men måtte – mens tarmene skreg i livet på os – høre Eugen Schmidt gang på gang beskrive forskellige herlige madvarer: Bøf, koteletter og smørrebrød. Humøret tabte vi ikke, og da vi kom ombord på færgen Warnemunde-Gedser, fik vi på kredit et mægtigt fad smørrebrød og aldrig har et måltid smagt os som det, ” skrev Holger Nielsen senere om hjemrejsen til Danmark.

I audiens hos kongen

Med fyldte maver fortsatte de tre danske atleter turen i tog mod København. På Hovedbanegården ventede et overvældende syn. Hundredvis af mennesker fyldte perronen, banegården og pladsen foran. Aldrig så snart Viggo Jensen trådte ud fra toget, fik han laurbærkrans om halsen og blomsterbuketter fyldte hans favn.

Gymnasten J. P. Jørgensen holdt tale og hyldede hele det olympiske hold for, at de hverken havde skyet anstrengelser, tid eller penge for at repræsentere Danmark ved De Olympiske Lege.

”Jeg retter en særlig tak til en enkelt af dem, som til daglig sysler med bog og pen, men som ikke desto mindre dernede har vist sig at være den stærkeste blandt de stærke. Det er vor atlet-champion, polyteknikeren Viggo Jensen, som i dag bringer sejrens palmer hjem. Han leve, ” sagde J. P. Jørgensen, hvorefter hurraråbene rullede gennem banegården.

Flere taler fulgte, inden nogle idrætsfolk bar Viggo Jensen i triumf op til en ventende hestevogn, der kørte ham til hans hjem i Panoptikonbygningen, hvor dagen sluttede med et champagnegilde.

Undervejs fra banegården dukkede to kongelige op, kronprins Frederik og prins Christian, som mødte den olympiske mester med ordene:

”Er det Viggo Jensen? Det er sgu godt gjort. Tillykke! ”

Dagen efter hjemkomsten inviterede kong Christian den 9. Viggo Jensen i audiens på Amalienborg. Kongen udtrykte sin glæde over, hvordan Viggo Jensen og hans kammerater havde repræsenteret Danmark i Athen, og han gav Viggo Jensen en gave, som kan forekomme lidt spøjs: En ”pistolkanon”. Når man fyrede kanonen af kom tre stifter til syne – en sort, en blå og en rød, som den ingeniørstuderende kunne bruge i sin pen.

Viggo Jensen,
Danmarks første olympiske mester

Kasseret som soldat

I foråret og sommeren 1896 skrev aviserne jævnligt om Viggo Jensen, der gerne fortalte om sine oplevelser til diverse offentlige arrangementer. Efterhånden døde interessen ud, men i 1898 dukkede hans navn igen op i avisspalterne. Flere dagblade kunne berette, at den stærke Viggo Jensen var blevet kasseret til session på grund af – for svage arme. Nogle aviser uddybede historien og fortalte om baggrunden.

Under vægtløftningskonkurrencen i Athen gik hans skulder af led, og ifølge avisen Vort Land havde den derefter ”fået den vane at gå af led ved den mindste anstrengelse”. Derfor kunne ”den lille, hærdebrede” Viggo Jensen ikke blive soldat, og derfor måtte han opgive at dyrke atletik og vægtløftning.

Viggo Jensen var alligevel en del af det danske hold ved De Olympiske Lege i Paris i 1900, hvor en fjerdeplads i skydning blev hans bedste resultat.

Graven og mindet er slettet

Viggo Jensen uddannede sig færdig som ingeniør og rejste i 1908 til USA. I 20 år arbejdede han i firmaet Thomas Sabroe og Herskind & Co i New York. Under opholdet blev han amerikansk gift, men han fik aldrig nogen børn.

Launceston Elliot levede i mange år af sine kræfter og sit gode udseende. Han optrådte som stærk mand i varietéer i England og rundt om i Europa, inden han slog ned som landmand i Australien. Den 8. august 1930 døde han af kræft i Melbourne, kun 56 år gammel.

Viggo Jensen blev kun få måneder ældre end sin gamle rival. Hans arbejdsgiver sendte ham på en opgave i Moskva, men under opholdet blev han syg og tog hjem for at blive behandlet i Danmark. Efter kort tids sygdom døde han, og 5. november 1930 blev han begravet fra Vestre Kirkegårds Kapel i København. Næste dag skrev Politiken:

”Kun en snes mennesker, foruden familien, oberstløjtnant Holger Nielsen og enkelte andre, gamle sportsvenner, havde indfundet sig for at vise den afdøde den sidste ære. Derimod var ikke en eneste af vore sportsorganisationer repræsenteret eller havde sendt en krans til vor første olympiers båre.

En barndomsven af Viggo Jensen, pastor Frandsen ved Simeons Kirken, mindes i bevægede ord sin ven, der havde vundet ære for Danmarks navn, og som havde været et sjældent prægtigt menneske. Pastor Frandsen måtte momentvis standse sin tale på grund af dyb grebethed. ”

Launceston Elliot havde sit fornavn efter en by på Tasmanien, hvor han ifølge sin far, en koloniembedsmand af skotsk adelsslægt, blev undfanget. Han blev født Mumbai i Indien og døde i Australien. Alligevel bliver Launceston Elliot betegnet som ”Scottish to the bone” – skotsk helt ind til knoglerne.

Da Skotland i 2002 oprettede en sportens Hall of Fame, blev landets første olympiske guldvinder som noget helt naturligt optaget i den.

I 2011 besøgte den tidligere mellemdistanceløber og OL-guldvinder, Lord Sebastian Coe, Elliots grav i Melbourne for at ære mindet om hele Storbritanniens første olympiske mester. Lord Coe lagde en buket blomster på graven, som på det tidspunkt var umarkeret. Allerede året efter blev en gravsten sat på graven. De olympiske ringe og en kort tekst fortæller nu, hvem der ligger begravet under den.

”Som vores første olympiske mester har Launceston Elliot en helt særlig plads i britisk, olympisk historie, og det er passende, at vi anerkender denne usædvanlige olympiers minde, ” sagde formanden for British Olympic Association (BOA) Lord Colin Moynihan, da stenen blev rejst.

Der er ikke sat nogen mindesten over Viggo Jensen. Hans grav på Vestre Kirkegård i København er slettet, og det samme er mindet om Danmarks første olympiske mester.

Men måske er tiden inde til at finde en plads i Sportens Hall of Fame til manden, der sammen med to kammerater selv rejste til De Olympiske Lege, stillede op i fire sportsgrene, og vandt det første guld til Danmark.