
Jeppe Aakjær hed egentlig Jensen, men i 1906 tog han navn efter den landsby, hvor han kom fra.
Digteren er kun en ud af mange kendte danskere, der har droppet Jensen-navnet.
Arkivar Kenn Tarbensen, Rigsarkivet i Viborg, gennemgår på bagsiden af dagbladet Politiken en stribe af dem.
Dan Turèll er et andet eksempel. Hans far hed Helmuth Ole Jensen. I 1940erne skiftede han navn til Turèll-Jensen, for til sidst – i 1956 – at sige helt farvel til Jensen.
Jensen skiftet ud med moderens navn

Samme år valgte erhvervsmanden Ole Scherfig også at sige farvel til Jensen. Han blev født i 1930 som søn af realskolebestyrer Harald Jensen og hustruen Ingeborg Scherfig. I 1955 fik han tilladelse til at kombinere sine forældres efternavne, men allerede et år senere nøjedes han med moderens.
Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen bliver i artiklen også nævnt som en af dem, der har brugt sin mors efternavn til at komme til at hedde noget mere end Jensen. Uffe var søn af redaktør og folketingsmedlem Jens Peter Jensen og Edith Ellemann Johannesen.
Den ukendte Elise Jensen
En række kvinder giftet sig til et andet efternavn end Jensen.
Forfatteren og journalisten Elise Jensen blev for eksempel til Lise Nørgaard, men politikeren Jytte Jensen fik navnet Hilden.
Kender du frafaldne Jensen’er?
I Bogen om Jensen vil jeg naturligvis mest beskæftige mig med personer, der har valgt at holde fast i Jensen. Det er dog også interessant at læse om dem, der har valgt at skifte det ud.
Kender du nogle, der har taget den beslutning? Send mig gerne en mail om det på jensen@bogenomjensen.dk.
Du er også meget velkommen til at sende andre tip og kommentarer.