Skip to content

Uffe Ellemann holder fast i Jensen

Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har et nært forhold til sit efternavn.

”Jensen er min fars navn. Det er et udtryk for tryghed, noget jeg hører til. Min bedstefar hed Hansen Jensen, og min far sagde altid: ”Ja, jeg er Jens Hansen Jensens Jens Peter Jensen.” Jeg havde 12 onkler, farbrødre, tanter, der hed Jensen, rundt omkring på Fyn, ” fortæller han.

”Der er mange, der kun kalder dig Uffe Ellemann. Har du nogensinde selv tænkt på at lade Jensen falde?”

”Det kunne jeg ikke drømme om – det ville være som at skære den ene halvdel af mig væk. Jensen er min fars side, Ellemann er min mors familienavn. Det vil jeg ikke begynde at amputere.”

Uffe Ellemann var en Jensen

Den tidligere udenrigsminister fortæller, at hans far nogle gange mente, at sønnen Uffe mere var en Ellemann, end en Jensen.

”Jeg tror ikke, at han mente det pænt. Ellemann-navnet var knyttet til noget sådan lidt alvorligt – måske lidt nærigt, så når han synes, jeg var lidt for alvorlig sagde han, at jeg var mere Ellemann end Jensen. Men så fik jeg ram på ham en aften, jeg havde røde øjne og dårlig ånde. Så sagde han: ”Hva’ er det knægt, har du være ue’ å skawe dig? Jaee, svarede jeg, jeg har vist været mere Jensen end Ellemann.”

Jens Peter Døgnbrænder

Uffe Ellemann-Jensens far, Jens Peter Jensen, var politiker og redaktør. Ligesom sin søn repræsenterede han partiet Venstre i Folketinget, hvor han blev valgt ind første gang i 1964.

Fra 1969 og ti år frem arbejdede Jens Peter Jensen som chefredaktør på Fyns Tidende, indtil den blev fusioneret med Fyns Stiftstidende. Tegneren Bo Bojesen gav ham tilnavnet ”Døgnbrænderen”.

Tredje generation på tinge

To af Uffe Ellemann Jensens børn har også gjort politisk karriere i Folketinget for Venstre. Karen Ellemann (uden Jensen!) har desuden i to omgange været minister, senest social- og indenrigsminister i Lars Løkke Rasmussens anden regering.

Hendes halvbror Jakob Ellemann-Jensen blev valgt til Folketinget i 2011 og fik i 2015 den vigtige post som politisk ordfører for Venstre.

Published inIkke kategoriseret
%d bloggers like this: