Oldebarn kommer med nyt om Lars Jensen

bogen_om_jensen_lars_utah_usa

Lars Jensen og hans familie: Hustruen Ane Marie og sønner Marcus og Jens

Himmerlændingen Lars Jensen rejste til USA og fik en lille by opkaldt efter sig i staten Utah. Da han emigrerede fra Danmark, forlod han samtidig sin første kone og sin 5-årige søn, viser nye oplysninger, jeg har fået fra hans oldebarn.

Peter Flindt Larsen så indslaget i Aftenshowet, hvor jeg blandt andet fortalte om Lars Jensen. Sammen med sin kone dyrker han slægtsforskning via MyHeritage.com.

Jensen var Larsens oldefar

”Pludselig dukkede der et billede op på min pc fra MyHeritage af en gravsten med navnet Lars Jensen og hustru Anna Marie (født Madsen). Efter at have forsket lidt i sagen kan jeg konstatere, at Lars Jensen er min oldefar. Han var tømmersvend i Danmark, blev skilt fra konen i 1871 og emigrerede til USA, Omaha Nebraska, ” skriver Peter Flindt Larsen til mig.

Ud over konen forlod Lars Jensen også sin 5-årige søn, Jens, som er Peter Flindt Larsens farfar.

”Han blev bosat i Holstebro, hvor han fik 12 børn, heraf min far som den sidste. Som du kan se, kan man få meget ud af Jensen og slægtshistorie – jeg har fundet mange meget interessante personer her, ” skriver Peter Flindt Larsen.

Familien flyttede

I Bogen om Jensen står, at Lars Jensen blev født i Vorning ved Tjele. Den oplysning har min fætter Flemming Højgaard, som også er en ivrig slægtsforsker, gravet frem.

Efter bogen udkom har han fundet flere oplysninger. Af gamle folketællinger fremgår det, at da Lars Jensen var en lille dreng, flyttede familien 10-12 kilometer nordpå til Nørre Onsild ved Hobro.

Peter Flindt Larsen oplysning om, hvornår Lars Jensen emigrerede, og hvor i USA han rejste hen, gjorde det muligt at finde ham i Udvandrerarkivet.

To udvandrede med Jensen

Tømrer Lars Jensen forlod Danmark 9. marts 1871. Det fremgår af Udvandrerprotokollen, at hans sidste opholdssted var Glenstrup ved Randers. Glenstrup ligger syv-otte kilometer fra Nr. Onsild.

Det fremgår desuden af arkivet, at to andre mænd fra Glenstrup udvandrede sammen med Lars Jensen. Hans P. Nielsen og Niels P. Christensen, som begge var smede, fulgte med ham til Omaha, Nebraska.

Sønnen blev cowboy

bogen_om_jensen_marcus_lars_cowboy

Marcus Jensen var ægte cowboy

Peter Flindt Larsen har også sendt mig flere fotos, som jeg ikke havde i forvejen, blandt andet af Lars Jensens søn, Marcus.

Ham læste jeg om i en artikel fra den lokale avis, The Vernal Express.

”Hr. Jensen var et af de første, hvide børn, der blev født i dalen, ” skriver avisen.

Artiklen fortæller historien om Marcus Jensens far, Lars, der byggede en færge og sejlede immigranter over floden Green River. Oprindelig forsøgte Lars Jensen sig som kvægavler, og hans søn arbejdede med kvæg hele sit liv.

”Da han var 13 år gammel startede Marcus Jensen sin lange karriere med at arbejde med kvæg, ” skriver Vernal Express.

Marcus Jensen var 65 år, da artiklen blev skrevet, men ”jeg kan stadig arbejde hårdere end de fleste unge”, sagde han. Han tilføjede dog, at det tog længere tid at blive udhvilet, end da han var ung.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: